-
Hvordan fik vi et nyt univers - og en ny historie?
- 2024/12/24
- 再生時間： 12 分
- ポッドキャスト
-
サマリー
あらすじ・解説
Siden rumalderens begyndelse, hvor vi begyndte at interessere os for rummet, har astronomien gennemgået en så stor udvikling, at man næsten kan tale om, at vi har fået et nyt univers.
I artiklen her vil vi se på tre områder, som har været afgørende for at skabe det verdensbillede, vi har i dag:
Har universet en begyndelse?
Findes der sorte huller i universet?
Er universet venligt eller fjendtligt over for andet liv?
Vi har i dag nogenlunde sikre svar på de to første spørgsmål, mens spørgsmålet om, hvorvidt liv er en sjældenhed eller noget almindeligt i universet, endnu ikke er afklaret.
Men opdagelsen af exoplaneter har gjort det mere aktuelt end nogensinde.
Den debat, der blev ført i astronomien, da rumalderen begyndte for snart 70 år siden, er næsten glemt i dag.
Man debatterede dengang, om universet var begyndt med et Big Bang, eller om det altid havde eksisteret - hvilket var grundlaget for den såkaldte 'steady state'-model.
Big Bang-teorien havde været kendt siden 1927, men da steady state-modellen kom frem i 1948, begyndte den afgørende debat, som førte til, at kosmologien i dag er baseret på Big Bang.
Steady state-modellen blev især fremført af den farverige astronom Fred Hoyle, som vi mange år senere selv besøgte.
Selv med et univers uden begyndelse kunne man ikke komme uden om skabelsen. Universet udvider sig jo, og hvis der ikke hele tiden blev skabt nyt stof, så ville universet jo efterhånden tømmes for galakser.
Men denne skabelse kunne foregå så langsomt, at den ville være umulig at observere.
Begge teorier krævede altså en skabelse af stof, men i steady state-modellen undgik man problemet med, hvordan universet er begyndt, da det ifølge teorien bare altid har eksisteret.
Da man opdagede den kosmiske baggrundsstråling i 1964, ophørte debatten derimod.
Denne stråling var forudsagt af Big Bang, og det er en stråling, der stammer fra tiden 380.000 år efter Big Bang. Baggrundsstrålingen kan dermed ikke forklares ud fra steady state-modellen.
Siden da har vi vænnet os til at leve i et univers, der på en ukendt måde begyndte for 13,8 milliarder år siden. Men den Big Bang-teori, vi har i dag, ligner ikke helt den oprindelige model, og vi ved nu, at teorien har to store udfordringer.
Det er nemlig kun 5 procent af universets indhold af stof og energi, vi kan observere. De resterende 95 procent er mørk energi og mørkt stof, og ingen af delene ved vi, hvad er.
Mørk energi er introduceret i astronomien for at forklare, hvorfor universet udvider sig stadig hurtigere, og mørkt stof, fordi man direkte kan observere, at både stjerner og galakser bevæger sig under påvirkning af tyngdekraften fra stof, vi simpelthen ikke kan observere.
Men trods disse udfordringer er vores verdensbillede i dag stadig et Big Bang-univers, der har en begyndelse.
Det er et univers i evig forandring. Universet har ikke altid set ud, som det gør i dag, og det univers, vi kender, vil også forsvinde om billioner af år, når de sidste stjerner løber tør for energi, og mørket sænker sig.
Intet varer evigt. Hverken stjerner eller universet.
Big Bang kan ikke forklare selve skabelsen, men teorien giver en god beskrivelse af universets udvikling siden da, og derfor regnes Big Bang for en god teori.
Men svaret på det ultimative spørgsmål om, hvorfor der overhovedet eksisterer et univers i stedet for bare ingenting, er vi stadig ikke kommet nærmere.
Sorte huller er ikke en ny idé.
Navnet blev først opfundet i 1968, men lige siden 1783 har man talt om områder med en så stærk tyngdekraft, at selv lys ikke kan undslippe. Den moderne udgave af begrebet stammer fra Einsteins almene relativitetsteori fra 1916, men blev i lang tid mest anset for ren teori.
I dag er sorte huller en vigtig del af astronomien, hvilket skyldes observationer både i røntgen- og radioområdet. Men hvordan var radioastronomien med til at gøre sorte huller til en del af astronomien?
I 1960'erne begyndte radioastronomer at kortlægge himlen, og man fandt mange stærke radiokilder, altså observat...
I artiklen her vil vi se på tre områder, som har været afgørende for at skabe det verdensbillede, vi har i dag:
Har universet en begyndelse?
Findes der sorte huller i universet?
Er universet venligt eller fjendtligt over for andet liv?
Vi har i dag nogenlunde sikre svar på de to første spørgsmål, mens spørgsmålet om, hvorvidt liv er en sjældenhed eller noget almindeligt i universet, endnu ikke er afklaret.
Men opdagelsen af exoplaneter har gjort det mere aktuelt end nogensinde.
Den debat, der blev ført i astronomien, da rumalderen begyndte for snart 70 år siden, er næsten glemt i dag.
Man debatterede dengang, om universet var begyndt med et Big Bang, eller om det altid havde eksisteret - hvilket var grundlaget for den såkaldte 'steady state'-model.
Big Bang-teorien havde været kendt siden 1927, men da steady state-modellen kom frem i 1948, begyndte den afgørende debat, som førte til, at kosmologien i dag er baseret på Big Bang.
Steady state-modellen blev især fremført af den farverige astronom Fred Hoyle, som vi mange år senere selv besøgte.
Selv med et univers uden begyndelse kunne man ikke komme uden om skabelsen. Universet udvider sig jo, og hvis der ikke hele tiden blev skabt nyt stof, så ville universet jo efterhånden tømmes for galakser.
Men denne skabelse kunne foregå så langsomt, at den ville være umulig at observere.
Begge teorier krævede altså en skabelse af stof, men i steady state-modellen undgik man problemet med, hvordan universet er begyndt, da det ifølge teorien bare altid har eksisteret.
Da man opdagede den kosmiske baggrundsstråling i 1964, ophørte debatten derimod.
Denne stråling var forudsagt af Big Bang, og det er en stråling, der stammer fra tiden 380.000 år efter Big Bang. Baggrundsstrålingen kan dermed ikke forklares ud fra steady state-modellen.
Siden da har vi vænnet os til at leve i et univers, der på en ukendt måde begyndte for 13,8 milliarder år siden. Men den Big Bang-teori, vi har i dag, ligner ikke helt den oprindelige model, og vi ved nu, at teorien har to store udfordringer.
Det er nemlig kun 5 procent af universets indhold af stof og energi, vi kan observere. De resterende 95 procent er mørk energi og mørkt stof, og ingen af delene ved vi, hvad er.
Mørk energi er introduceret i astronomien for at forklare, hvorfor universet udvider sig stadig hurtigere, og mørkt stof, fordi man direkte kan observere, at både stjerner og galakser bevæger sig under påvirkning af tyngdekraften fra stof, vi simpelthen ikke kan observere.
Men trods disse udfordringer er vores verdensbillede i dag stadig et Big Bang-univers, der har en begyndelse.
Det er et univers i evig forandring. Universet har ikke altid set ud, som det gør i dag, og det univers, vi kender, vil også forsvinde om billioner af år, når de sidste stjerner løber tør for energi, og mørket sænker sig.
Intet varer evigt. Hverken stjerner eller universet.
Big Bang kan ikke forklare selve skabelsen, men teorien giver en god beskrivelse af universets udvikling siden da, og derfor regnes Big Bang for en god teori.
Men svaret på det ultimative spørgsmål om, hvorfor der overhovedet eksisterer et univers i stedet for bare ingenting, er vi stadig ikke kommet nærmere.
Sorte huller er ikke en ny idé.
Navnet blev først opfundet i 1968, men lige siden 1783 har man talt om områder med en så stærk tyngdekraft, at selv lys ikke kan undslippe. Den moderne udgave af begrebet stammer fra Einsteins almene relativitetsteori fra 1916, men blev i lang tid mest anset for ren teori.
I dag er sorte huller en vigtig del af astronomien, hvilket skyldes observationer både i røntgen- og radioområdet. Men hvordan var radioastronomien med til at gøre sorte huller til en del af astronomien?
I 1960'erne begyndte radioastronomer at kortlægge himlen, og man fandt mange stærke radiokilder, altså observat...