”Jeg ville være balletdanser”, siger Jørgen Carlslund. Sådan gik det ikke, men det fortæller noget om, at ikke mindst teatrets verden er fyldt med mennesker, der er kommet snublende ind i det, der blev deres faglige skæbne. Jørgen Carlslund er som så mange andre i kunstens verden autodidakt og har i flere årtier først og fremmest været en kunstnerisk og organisatorisk drivkraft i udviklingen af dansk børneteater. Siden 2010 og indtil for nylig var han sammen med Marc van der Velden leder af børne- og ungdomsteatret ZeBu. Og før det var det Corona Danseteater, teatret Corona La Balance mv., foruden mange års ledende indsats i teatrets faglige organisationer. Hør ham fortælle om den lange rejse fra barndommen på landet med tv-teatret i sort-hvid gengivelse og ind gennem dansk børneteaters rivende udvikling gennem de seneste årtier.

”Det bizarre ved min historie ind i teatret er jo”, siger Line Knutzon, ”at jeg kommer fra en teaterfamilie, men det interesserede mig ikke”. Line Knutzon er prisbelønnet dramatiker og har været det på sin helt egen måde, siden hun debuterede i starten af 1990’erne med De usynlige venner i 1992 og ikke mindst Først bli’r man jo født i 1994. Hun beskriver sig selv mere som et lydmenneske end som et skrivemenneske. ”Og jeg vidste slet ikke der var noget, der hed dramatik”. Hør Line fortælle om sin egen kringlede vej ind i dramatikken og meningen med det hele – som også rummer den helt mærkværdige og pragtfulde forestilling Torben Toben fra 2000, et stykke samtidsabsurdistisk dramatik, der kan ses og høres mere om i udstillingen Teater til tiden, når Hofteatret åbner igen.

”Vi var seks instruktørstuderende, tre fra Europa og tre amerikanere”, siger Jens Svane Boutrup. ” Vi havde intet tilfælles og det, der var dejligt ved det, det var, at vi fandt jo så ud af, hvornår noget var godt og hvornår noget ikke var godt – og at det ikke havde noget med smag at gøre”. Jens har de seneste 16 år været leder af Bornholms Teater, et af Danmarks mange mindre egnsteatre, der giver teatret liv lokalt og regionalt. Hør Jens fortælle om det teater, der både blev en livsvej og en levevej. Det startede på Lolland i et stort hus fyldt med kostumer, der førte ham i retning af skuespilleriet og teatervidenskaben, og senere bragte ham videre til New York og instruktørvirket – og med udsynet i behold tilbage til dansk teater og Bornholm, hvis lokale historie med Jens’ indsats har fået scenisk liv som ikke før set.

”Der var ikke en af dem, der havde ti fingre på det tidspunkt”, fortæller Ruth Grønborg om dengang hun mødte de mennesker og det miljø, der viste hende vej ind i teatrets verden. Ruth er teatermaler på Aarhus Teater. Hun er en af dem, der arbejder bag og med kulisserne, og som har kæmpebeundring for de andre i teatret, for skuespillerne og instruktørerne. ”Sikke en masse snak, der er en gang imellem, hold da op!”. Hør hende fortælle bramfrit om et langt liv som teatermaler og som engageret aktør i en branche, der er præget af en unik, praktisk og visuel materialebevidsthed, men som også på godt og ondt er under forandring for alvor pga. den teknologiske udvikling. Og så kan hun i øvrigt allerbedst lide hørespil, især svenske hørespil.

”Sådan noget gad jeg godt at lave”, siger Michael Nøhr. Han fortæller om dengang i 1988, hvor man markerede 200-året for stavnsbåndets ophævelse. Det gjorde man også indenfor teatret, og også i Vestjylland, hvor Michael voksede op. I en forestilling om en herremand og hans stavnsbønder, var herremanden og hans folk, sådan som man også ofte ser det i Jeppe på bjerget, klædt i store rokokokostumer. Så var Michael sporet ind og hans eget personlige stavnsbånd løsnede sig. Michael er uddannet skrædder fra Det Kongelige Teater. I nogle år fra 2018 og frem til coronaen var han kostumier i Cirkusrevyen, ligesom han har arbejdet for flere andre revyer rundt om i landet. Han arbejder fra sit eget værksted i Valby for andre teatre som fx Folketeatret og museer, hvor man har brug for historiske kostumer til reenactments osv. Hør Michael fortælle om et kunstnerisk håndværk og et praksisnært virke af den slags, der sker bag scenen, men i den grad er synligt på scenen.

”Jeg er skideglad hver morgen, når jeg står op og ved at nu skal jeg lave det”, siger Hans Nørregaard, ”og jeg er også glad for de lange pauser ind imellem, hvor jeg ikke skal lave det”. Hans Nørregaard er 76 år og en af de seneste generationers drivkræfter inden for børneteater af forskellig slags rundt om i Danmark. I dag lever han sammen med sin kone i Mols Bjerge, i et hjem præget af et langt liv i scenekunstens tegn. Ikke mindst den scenekunst, der har børnene i centrum. Det hele startede på Bornholm og teatret førte ham siden rundt i landet og i tæt kontakt med børn i helt andre situationer og sammenhænge end den, han selv havde mødt som barn med Dansk Skolescene. I dag giver han det hele videre til de unge generationer. Det er særligt dukketeatret, der har haft og har hans interesse. ”Dukker kan noget, som skuespillere ikke kan”. Hør ham fortælle om det og meget andet. ”Rytme, puls, pause”.

”I Toronto mødte jeg så andre”, siger Anne Middelboe Christensen, ”som også var bidt af tanken om at sætte ord på dans”. Anne Middelboe Christensen er en af Danmarks flittigste og mest dedikerede anmeldere af dans og scenekunst, ja og forfatter, dramaturg og underviser i kulturjournalistik. Der er ikke det hjørne af Danmark og af scenekunsten, hun ikke har været i og skrevet om. Men det startede med balletten og det fik ben at stå på i Toronto. ”Det der med, at man kan bevæge sig på en måde, som man slet ikke gør til daglig”. Det fortsatte på Kalundborg Folkeblad og på Weekendavisen. Siden 1995, har hun holdt kritiker- og skribentfanen højt i Information, og derudover skriver hun bl.a. i iscene.dk og gjorde det i Teateravisen indtil den lukkede for nylig. Hør hende fortælle kærligt, kritisk og omsorgsfuldt om dansen og teatret, om hendes eget liv i og med det – og om det at sætte ord på det.

”Da jeg startede på Møllen, havde jeg ikke set en eneste teaterforestilling”, siger Gitte Kath. Gitte er som så mange andre ildsjæle i danske teaters historie uddannet til noget andet, nemlig som væver og tekstilkunstner. Men hendes kurs tog snart en anden retning. Hendes livslange virke er tæt forbundet med Teatret Møllen i Haderslev, et af Danmarks ihærdige og ældste – nu mere end 50 år gamle – egnsteatre, ikke mindst for børn. Sans havde hun, for materialer og for børn – og den sans bragte hun og Møllen med ind i de forestillinger, de producerede for voksne. Og alt det tog hun igen med sig ind i et livslangt virke som plakatkunstner, både inden for teatret og i alle mulige andre sammenhænge. Bag det hele ligger erfaringerne som væver og tekstilkunstner: ”Bagsiden er lige så vigtig som forsiden, hjørnerne er lige så vigtige som centrum – og bifigurerne er lige så vigtige som hovedfigurerne”.